Livet

  Velkommen til


22/12/2018

 

De første spæde skridt er taget, nøjagtig i samme mdr. hvor jeg for 31 år siden blev født. En ny fødsel kunne jeg kalde det. En genfødsel. Født på ny. Og det føles også sådan. Endelig at tage springet ud i det åbne hav, mod næsen vendt, mod den smukke sammensatte horisont. Og det er hvad jeg på mange måder er; et sammensat menneske, med en masse ord, ideér og nærhed til relationen mennesker imellem. Det har taget mig oceaner af år at knibe mig selv i armen for at fortælle, hvor vigtigt det er, at jeg gør det her. Kommer ud med tanker, meninger, holdninger, ideér, som alle jer der læser med, forhåbentlig kan få del i og samtidig bruge.

Jeg vil bestræbe mig på, at berette om de sjove hverdagsting, (også de mindre sjove), i et liv fyldt med nuancer, forældresamarbejde mellem to mennesker der ikke længere er sammen, og børnelivet set både fra små og høje aspekter. Det vil jeg gøre ud fra mine værdier baseret på ærlighed, kærlighed og til tider rummelighed, og ikke mindst de aktive valg der senere hen i livet nærmest er blevet et livsmotto for mig.

Jeg vil skrive om et liv i Aarhus, et liv med muligheder og et menningsfuldt liv. Med det vil jeg komme ind på erfaringer ud fra min egen opvækst, og jeg vil hylde forskellige mødre hver onsdag, hvor du kan møde en mor, her på min side, der skal skildre livets mange facetter og give et indblik i et andet menneske, der forhåbentlig kan være med til at inspirere og samtidig fortælle en historie fra deres liv.

Det er også min tanke at dele ud af anbefalinger af bøger,musik og aktiviteter i forskellige ferier, som er børnerelateret, samt destinationer i det danske land, hvor man som familie kan tage børnene med på opdagelse.

 

I det store og hele vil der være fart på hverdagslivet (altså her på bloggen), men i et roligt tempo i det virkelige liv.

 

De varmeste hilsner,

Natasja

Vi flytter (sammen med Marie Kondo og havet og skoven)

13.01.2019

Et nyt år er for alvor gået i gang. Mine overvejelser omkring livet og hvad det nye år skal bringe af muligheder og fremgang har længe været fastsat. I et år har jeg gået rundt og overvejet om vi behøvede mere plads. Min klare overbevisning er, at det gør vi i bund og grund ikke, for hvor der er hjerterum er der husrum. Men da vi snart bliver en mere, og altså kommer til at være tre, måtte jeg også kategorisere vores nuværende behov, og vores kommende behov. Vi bor lige nu i en to værelses, og det har været fantastisk. Selv med et køkken på 5kvm har jeg fået det til at fungere fordi at det ikke har været afgørende for hverken trivsel eller gode rammer omkring et familieliv i børnehøjde. Men nu skal det være. Og det kunne ikke have været på et bedre tidspunkt. Liv bliver snart tre, begynder så stille at ville hjælpe til i køkkenet, og viser ret tydeligt, at et større rum hvor der er mere plads til hendes person, i takt med selvstændighedsfasen, er helt på sin plads.

I vores nuværende to værelses bor vi i et område jeg vil betegne som et af Aarhus’ bedste, for vores behov. Og vi flytter heller ikke så langt væk. Kun femhundrede meter. Men det er femhundrede meter tættere på skov og vand. Alting til sin tid, men jeg trives der. Tæt på naturen. Og når jeg trives, trives mine børn også. Det er ret simpelt. Jeg trives også der hvor vi er nu. Og på den måde vælger jeg både med omhu og omtanke fordi, at rammerne er vigtige. I princippet kunne vi også bo et andet sted i Danmark, men lige nu fungerer det bedst at vi, på grund af Ulrich, bor i samme by og nogenlunde tæt på hinanden.

Nedpakningen er under udvikling, og jeg har den seneste tid fulgt @rumtillivet på instagram, samt set Marie Kondos udsendelse på netflix omkring ’tidying up’. Det handler på den fineste måde om, at rydde ud, og kun beholde det der virkelig gør dig glad. Og det er i alt fra tøj til bestik til minder til toiletsager, altså alt. For nogle kan det være nemt, og det er det for mig. Det giver samtidig mening i en flytteproces. Ikke at slæbe unødvendige ting med i den nye lejlighed, hvor der igen skal skabes rum til leg, kreativitet og kærlighed. Den nemme del er jeg kommet frem til af betydningsmæssige årsager i forhold til hvor jeg står i livet. Jeg har aldrig været tættere på mine egne værdier end jeg er nu. Jeg har aldrig haft tid til at mærke ordentligt efter, og det har de fleste mennesker sikkert ikke. Men de sidste seks måneder er der sket nogle ret fantastiske tiltag. Jeg har altid været god til at vide hvad jeg finder interessant, hvad jeg skal gå med og ikke skal. I de fleste tilfælde har jeg vidst det. Men for dig der læser med, og måske kan have svært ved at sige nej til både invitationer og en række andre sociale kontekster, kan det være svært. For hvis du næsten altid siger ja, og hele din krop siger nej, vil der altid være et mismatch og du vil altid være en pleaser, eller opnå en pleasereffekt. Og pleasereffekten er ikke til gavn for nogle, på den lange bane. Og det har jeg gjort op med de sidste seks måneder. Jeg vil stadigvæk min nærmeste, mine fjerneste og alle derimellem det bedste, men det bliver ud fra hvor jeg står i livet. Og så prioriterer jeg utrolig meget i forhold til hvem og hvad jeg kan og vil bruge min energi på og til.

Og det vil jeg fortsætte med i det her nye år, og det illustrerer en flytning ret så smukt. Både fysisk og mentalt. Og på den måde viser livet sig igen fra den smukke side, som den mest burde vises fra. Den mindre smukke side må lade sig vise ved de tilfældigheder der sker, som vi ikke selv har kontrol over. Men det vi kan have kontrol over er, hvordan at vi vælger at leve livet i en helhed. Og lige nu skal den være med Marie Kondo, tæt på havet og på stranden.

God søndag aften til dig, og tak fordi at du læser med.

Natasja Olai

Om at turde træffe sine egne beslutninger

21/02/2019


Jeg sidder og kigger ud. To fugle flyver i en bevægelsestilstand jeg lige nu kan nikke genkendende til; let, legende og med vinden. En tilstand der kommer i perioder i livet. Men hvor fuglene ikke har den kognitive styrke, eller mangel på samme, at føle modgang eller medgang, eller alt det midt imellem, lige dér kan jeg lige nu føle, at jeg er i den periode der hedder stabilitet.


Men det har ikke altid været sådan. Fra jeg voksede op og indtil nu, har det, som i de fleste andres liv, været en rejse med forskellige påvirkninger af alt hvad dette måtte indebære. Min mest stabile periode var da jeg blev født til jeg afsluttede folkeskolen, mine teenageår samt tyvere var en rodet en af slagsen, og mine tredivere, som jeg lige nu befinder mig i, har indtil videre været der hvor jeg er fundet ’hjem’ igen. Hjem til mine rødder i mig selv og hjem i mit hjerte.
Når jeg skriver hjem i mit hjerte er det fordi, at jeg i mine teenageår og tyvere troede at jeg skulle føle med hjernen. Jeg skulle navigere med hjernen, tage kloge valg med hjernen, taktiske valg med hjernen for at få succes, for hjernen. Og den forestilling fulgte jeg. For alle de mennesker der berettede omkring netop dét at træffe livets store beslutninger med hjernen, var folk, jeg på daværende tidspunkt så som succesfulde.


Men det var ikke sådan det skulle gå eller være. Efter en periode på godt og vel ti til femten år, hvor jeg har prøvet at træffe taktiske valg med hjernen for at opnå succes måtte jeg trække stikket. Efter endnu engang at have valgt forkert i livet i forhold til retning, blev jeg nødt til at stoppe op, finde respekten til og for mig selv, for så at indrømme, at den profession jeg var i, ikke var den rigtige for mig. Jeg blev nødt til at gøre op med, hvad meningen med livet var, for mig og min lille familie. Hvilke rammer jeg ville skabe, hvilke værdier jeg har, hvilke drømme jeg sigter imod og ikke mindst hvilken vigtig egenskab at tid har i den sammenhæng. Når jeg taler om tid taler jeg ikke om den psykologiske tid som vi alle lever efter. Jeg taler om nuet. Hvad nuet har af betydning og som er det der omslutter alle de ovennævnte begreber. Jeg måtte starte med et helt nyt stykke papir, en helt ny bog og en helt ren hjerne og formaliterer alt ned i hjertet. Der hvor al ny begyndelse starter.


Den nye begyndelse startede med at beslutte at jeg ville fortsætte den alternative familieform som jeg har skabt. Skabt ud fra behovet om egen familie og ikke nødvendigvis med en partner. For det med det andet køn ligger i et helt andet kapitel hvor jeg ikke har mit behov. Mit behov for tosomhed ligger ikke der, og når jeg får det behov igen kan det være, at jeg er blevet for gammel til at bidrage til den her verden, rent biologisk. Samtidig har det altid tiltalt mig at skabe rammerne omkring mit liv, helt selv. Og fordi at jeg fra mit hjerte af vidste at det var det jeg skulle, var det nemt for mig. Hele min kerne af selvsikkerhed vidste at det var det rigtige, og at give Liv en søskende føltes ikke kun rigtigt, men også livsbekræftende i den forstand at jeg ved hvad værdien af søskende er og kan være.


Og begyndelsen der ikke kun emmer af den alternative familieform, men også hele mit fundament som menneske, har vist sig fra sin helt rigtige side. I skrivende stund er der spark i maven og livet der engang ikke gav lige så meget mening som nu, har vist sig fra en side jeg altid kun har turde håbe på; let, legende og med vinden.


Tak fordi at du bruger dit nu på, at læse med.


Natasja Olai.

Copyright Natasja Olai 2018